En skræddersyet have i Vestjylland

Tambours Have er et kendt åndehul - fyldt med farverige blomster, eksotiske planter og smukke gamle træer

IMG_6162 (2)

Om Tambours Have

I sommeren 1939 faldt skræddermester, Gerhard Tambour fra Esbjerg for et stykke jord ved Karlsgårde Sø. Han lejede jorden og byggede en træhytte til sig selv og familien, hvor de kunne tilbringe weekender og ferier med at fiske og nyde livet. Senere blev han interesseret i at dyrke planter og blomster og langsomt ændrede denne interesse sig til en altoverskyggende passion. I løbet af ca. 20 år skabte han "Sit Paradis på Jorden" med eksotiske blomster, sjældne træer og et væld af planter fra hele verden. For at finde de mange varianter cyklede han rundt til planteskoler i hele Jylland for at købe frø og planter.

Tambours Have blev i løbet af 60erne og 70erne en velbesøgt attraktion, hvor folk fra nær og fjern kom for at få inspiration og haveglæde.

Gerhard Tambour døde i 1978, hvorefter Helle Kommune drev haven videre. Ved kommunesammenlægningen i 2007 overtog Varde Kommune ejerskab og drift af Tambours Have.

I dag besøges haven stadig af gæster fra ind- og udland, og med sine ca. 25.000 m² venter der gæsterne mange gode oplevelser. Hvert år besøger turister, familier og grupper Tambours Have for at opleve den særlige stemning i den gamle have. I den lille café kan du købe kaffe, the, is, sodavand og andet godt til ganen. Det er også muligt at forudbestille hjemmelavet lagkage og hjemmebagte boller, hvis I kommer som en gruppe.

Tambours Have er inddelt i forskellige tematiserede afdelinger, hvilket gør det spændende at gå på opdagelse i det grønne. I dag fremstår haven tro mod Gerhard Tambours oprindelige planer og idéer samtidig med, at der løbende kommer nye spændende tiltag

 

IMG_6136