FERNISERING ANNE C.

Anne C
Kunstner, Anne C. inviterer beskueren til at opleve naturens nuancer gennem akvarel, keramik og papirværker. Udstillingen er en sanselig rejse ind i landskabets magi, hvor naturens skønhed og skrøbelighed går hånd i hånd.
De stemningsfulde værker danner en organisk helhed, der spejler landskabet udenfor. Ved første øjekast oplever man de smukke landskab, men ved nærmere eftersyn afsløres andre, dybere lag.
Landskabsmalerierne spænder fra det rolige og genkendelige til det foruroligende og abstrakte. Krogede keramiktræer kaster lange skygger, som om de vokser efter naturens egne vilkår. Papirfugle flokkes, mens enkelte bryder ud af mønsteret og træder ind i nye sammenhænge.
Værkerne interagerer med hinanden og med rummet omkring dem, så grænsen mellem kunst og virkelighed bliver flydende. Den poetiske udstilling er både en hyldest til naturens rigdom og en opfordring til eftertanke.
Anne C. arbejder med en eksperimenterende tilgang til det klassiske landskabsmotiv og sætter det ind i en aktuel kontekst. Gennem sine værker stiller hun skarpt på vores forhold til naturen og på, hvordan vi kan finde balance mellem materiel vækst og åndelig trivsel.

Fernisering

 

Du kan opleve Annes billeder i Galleri Kaffestuen fra den fra den 12. juni – 6. august.
Fernisering den 12. juni kl. 14. Alle er velkomne.

Kunst
fredag d. 12 juni 2026
14:00 - 15:00
Bredmosevej 21, 6800 Varde

Har du måske også set

Kunst

fredag d. 7 august 2026

14:00 - 15:00

FERNISERING – ANNE-METTE VESTERGAARD
Anne-Mette Vestergaards kunstneriske univers bevæger sig frit mellem lærred, papir, stentøjskeramik og skulpturer i fiberbeton. Hun arbejder i flere materialer, fordi hvert udtryk har sit eget sprog – nogle idéer kræver det bløde og flydende, andre det rå, taktile og mere jordbundne.Inspirationen henter jeg både i mit indre univers og i naturen omkring mig – i stemninger, former, spor og det, der ikke altid kan forklares med ord. Det er ofte følelser, fragmenter af tanker eller små glimt af noget genkendeligt, som får lov at tage form i hendes arbejde. Anne-Mettes kunst opleves ofte som skæv, finurlig og legende – nogle gange med et strejf af alvor, andre gange med et glimt i øjet. Der er ikke ét rigtigt svar eller én fast mening. Tværtimod er det dig som beskuer, der inviteres til selv at tolke, mærke og danne din egen fortælling i mødet med værkerne.
Kunst

fredag d. 1 maj 2026

14:00 - 15:00

FERNISERING – SIMONE FREIHEIT
Det centrale i Simone Freiheits kunst er formidlingen af den ro, vi kun finder i naturen. Værkerne er en invitation til at mærke den følelse, hvor skuldrene sænker sig, og man trækker vejret helt ned i maven. Det er denne dybe harmoni, hun forsøger at indfange i sine motiver af fugle og åbne vidder. Hendes stil er kendetegnet ved en markant kontrast. Mens baggrundene ofte er drømmende og diffuse, er selve fuglen malet med en næsten videnskabelig præcision. Hun arbejder med lag og detaljer, indtil det magiske øjeblik opstår, hvor fuglen får liv og kigger tilbage på dig som beskuer. Det kræver både tålmodighed og et skarpt blik for fuglens anatomi og fjerdragt. I hendes univers er der plads til både de klassiske skønheder og de fugle, der ofte overses eller misforstås – som skarven og hejren. Hun fascineres af deres karakter og grafiske former. Navnet Freiheit betyder frihed, og for Simone er fugle det ultimative symbol på netop det. Som en rød tråd gennem alle hendes værker finder du en lille rød prik i signaturen – en diskret hyldest til tranen, der minder os om naturens vilde og oprindelige kraft.